Hjulmand hiver FCN-assistent med til Bundesligaen

Den danske træner Kasper Hjulmand, der i maj blev ansat i den tyske bundesligaklub Mainz, tager FC Nordsjællands assistenttræner, Flemming Pedersen, med sig som assistent.

Det skriver FC Nordsjælland på sin hjemmeside.

Rygterne om et muligt skifte har i længere tid svirret, men fredag er det bekræftet, at Flemming Pedersen, som har været assistent under Hjulmand i den danske superligaklub FCN, rykker med til Mainz.

- Jeg er enormt stolt over, at vi igen har været med til at udvikle en træner til en af de bedste ligaer i verden, og at vi nu også kan få en transfer på dem er flot, siger FCN-ejer Allan K. Pedersen.

- Flemming Pedersen har været hos os i mange år, og sammen med resten af teamet har han leveret et rigtig flot arbejde, og vi håber, at han får et godt ophold i Tyskland, lyder det.

Posten som assistenttræner i Farum-klubben er allerede blevet besat af Peter Feher, der hidtil har været U19-træner.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV