Hjulmand: Sjovt med dansk-svensk dyst

Det bliver et opgør mellem gamle venner, når FC Nordsjælland møder de svenske mestre IK Elfsborg om en plads i Europa Leagues gruppespil.

På det svenske mandskab finder man nemlig to tidligere FC Nordsjælland-spillere i form af målmanden Kevin Stuhr-Ellegaard og angriberen Mikkel Beckmann.

- Det er selvfølgelig sjovt, det er en dansk-svensk dyst, og vi kender jo Beckmann og Kevin Stuhr godt fra den tid, de har haft her hos os.

- Så det kan forhåbentlig give lidt ekstra til kampen, at vi får besøg af nogle af vores gamle spillere, siger FC Nordsjællands træner Kasper Hjulmand til fcn.dk.

Han mener, der venter to meget jævnbyrdige opgør mod det hold, som AC Horsens slog ud i sidste sæson.

- Det er en god modstander, svenske mestre, som er godt spillet sammen. De er midt i sæsonen, så deres spillemæssige form er god, og de er langt med deres hold.

- Det er også et hold, vi kender godt, og som vi har mødt før i testkampe. Det bliver en meget lige dyst, hvor vores chancer er gode for at kunne gå videre, siger Kasper Hjulmand.

Også hans kollega i Elfsborg, Jörgen Lennartsson, hæfter sig ved, at de to hold kender hinanden indgående.

- Nordsjælland er et af Skandinaviens mest pasningssikre hold. Det er et hold, som vi kender vældig godt, og de kender os.

- Det er positivt, at FC Nordsjælland er i geografisk nærhed, og at holdet spiller på kunstgræs, siger Jörgen Lennartsson til elfsborg.se.

Elfsborgs hjemmebane, Borås Arena, har ligesom Farum Park kunstgræs.

Ud over de to danskere har Elfsborg flere andre spillere med en fortid i dansk fodbold. Det drejer sig om Jon Jönsson (Brøndby), Andreas Klarström (Esbjerg) og Lasse Nilsson (AaB).

/ritzau/

Dagens Gossip