HK-formand vil knytte stærkere bånd til regeringen

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Der har flere gange været talt dunder fra HKs formand Kim Simonsen til regeringen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen. Han har blandt andet kritiseret dagpengereformen, og at trepartsforhandlingerne faldt fra hinanden.

Men på forbundets kongres, der afholdes i København de kommende tre dage, siger Kim Simonsen, at han er parat til at knytte stærkere bånd til Socialdemokraterne, hvis de er med på at yde.

For HK-formanden mener, at den tætte alliance mellem fagbevægelsen og Socialdemokraterne, kun giver mening, hvis det er til fordel for kontorassistenter, butiksansatte, laboranter og andre fagforeningsmedlemmer.

- Lad os sætte os tættere sammen, alle os der er optaget af at finde solidariske og bæredygtige løsninger for Danmark, og at danske lønmodtagere ikke alene skal have et arbejdsliv - men også et godt liv, siger han i sin velkomsttale torsdag på kongressen.

Opfordringen er direkte møntet på Helle Thorning-Schmidt, der skal tale til kongressen senere torsdag. Kim Simonsen opfordrer til, at arbejderpartierne, fagbevægelsen, de sociale bevægelser og de progressive virksomhedsledere arbejder sammen.

- Las os finde de løsninger for fremtiden, som kan gøre, at Danmark ikke bare er et godt værdipapir eller et godt regnskab - men også er et land, hvor vi fortsat er kendetegnet ved, at tage os godt af hinanden, lyder opfordringen.

Det handler ifølge formanden om at finde løsninger, der blandt andet er bæredygtige socialt, økonomisk og miljømæssigt.

- Dét arbejde har jeg en voldsom interesse i. Det har HK og fagbevægelsen en oplagt interesse i. Og dét arbejde synes jeg, en Socialdemokratisk ledet regering burde have en oplagt interesse i, siger Kim Simonsen.

Kim Simonsen har trods utilfredshed med den siddende statsminister et par roser med til Helle Thorning-Schmidt.

- Det er en statsminister, som har taget ansvaret for Danmark på et meget vanskeligt tidspunkt. Som overtog et nationalt håndværkertilbud - et land med skrantende velfærd, arbejdsløshed og en lang række udfordringer, siger formanden.

- Det er hævet over enhver tvivl, at denne regering har overtaget magten på et utrolig vanskeligt tidspunkt, siger Kim Simonsen.

/ritzau/