Hobro-anfører efter AaB-tæsk: Simpelthen så bittert

Hobro tabte i den grad slaget om Nordjylland, da holdet fredag aften blev sendt hjem med en 0-5-afklapsning i Aalborg.

Dermed indkasserede oprykkerne det første nederlag til AaB i sæsonen, og hjemmeholdet var i løbet af hele kampen i fuld kontrol.

- Det er simpelthen så bittert. Det er sådan en kamp, der skulle have haft flow og spænding. Det kunne vi langt fra give dem i dag, siger anfører Mads Justesen.

- AaB var dygtige, og vi skal ikke tage noget fra dem, men vi spillede slet ikke op til vores niveau. Det kan godt være, AaB havde vundet alligevel, men det havde ikke været på den måde, siger Mads Justesen, der blev noteret for 0-5-scoringen med et selvmål.

Opgøret blev reelt afgjort i første halvleg, hvor to hurtige scoringer inden pausen betød, at Hobro-mandskabet måtte gå til pause bagud 0-4.

- Det var fint nok, at der kom en pause, så vi lige kunne komme ned og snakke om, hvad der skulle ske i anden halvleg. Kampen var jo slut i forhold til at opnå noget, siger Mads Justesen.

Der var ellers lagt op til den helt store dyst i en fantastisk kulisse mellem de to Alka Superliga-hold fra toppen af Danmark, men i løbet af fredagens 90 minutter var det tydeligt at se, hvem der var danske mestre, og hvem der var oprykkere.

- Vi må håbe, at fansene husker alle de gange, vi har givet noget godt til dem. Det var fantastisk, at de blev efter kampen og hyldede os. De hylder os nok ikke for i dag, men noget af det andet i sæsonen, siger Mads Justesen.

Med nederlaget kravler AaB op på siden af Hobro med 38 point. Begge hold har tre point op til Brøndby og Randers, der ligger på bronzepladsen med 41 point.

/ritzau/

Dagens Gossip