Hobro-anfører: Eventyret er ikke forbi

Skrevet af admin

03/11/2014

Dagens topnyheder

Spørger man i Hobro-lejren, så er magien ikke ved at fise ud af nordjydernes superliga-eventyr. Og det er på trods af, at Hobro i syv kampe ikke har fået en sejr.

Søndag måtte Hobro se sig slået 1-3 af et sprudlende OB-mandskab, der havde læst på lektien siden nederlaget til Hobro i Odense i første spillerunde.

Alligevel er Hobro-anfører Mads Justesen sikker på, heldet nok skal vende, hvis den rette arbejdsindsats lægges for dagen.

- Hobro-eventyret ligger i kroppen, hovedet og sjælen på os. Det handler om at bevare begge ben på jorden, når det går godt og også, når det går skidt.

- Jeg tror personligt sindssygt meget på holdet. Jeg synes, vi har nogle vanvittigt dygtige fodboldspillere i Hobro. Vi skal bare arbejde stenhårdt, så er jeg sikker på, marginalerne nok skal begynde at gå vores vej igen, siger Mads Justesen.

Også Hobro-træner Jonas Dal er sikker på, tingene nok skal vende for oprykkerne.

- Det er bare et spørgsmål om hårdt arbejde. Vi skal være tro mod vores koncept og de dyder, vi har. Lige nu ligger vi lunt i midten af tabellen, og skal vi blive ved med det, skal vi tro på os selv.

- Jeg er træner, jeg er nødt til at tro på projektet, og det gør jeg også, siger Jonas Dal.

Hobro ligger lige nu på Superligaens sjetteplads.

/ritzau/