Hobro-anfører tager orlov fra civilt job

Mads Justesen, anfører for Hobros succesrige fodboldhold, får mere tid til at fokusere på afslutningen på sæsonen i Alka Superligaen.

Den 32-årige forsvarsspiller, der også har en civil karriere i gang ved siden af fodbolden, har taget orlov fra jobbet som lærer på Mariagerfjord Gymnasium.

- Arbejdsbelastningen varierer i jobbet som gymnasielærer, og der har været perioder, hvor det er gået for hårdt ud over min familie.

- Jeg vil gerne blive ved med at spille fodbold, men familielivet skal hænge sammen, og derfor har vi truffet det her valg, siger Mads Justesen ifølge nordjyske.dk.

Mads Justesen har kontraktudløb hos Hobro efter denne sæson.

Han håber, at den større fleksibilitet kan give ham bedre muligheder for at finde en ny klub, hvis han ikke skal fortsætte i Hobro.

- Jeg bliver måske mere attraktiv, fordi jeg fremover kan træne på nogle andre tidspunkter, siger Mads Justesen, som dog håber på en forlængelse med Hobro.

Klubben ligger nummer syv i Superligaen med 38 point for 27 kampe.

/ritzau/

Dagens Gossip