Hobro-chef forventer lang kamp for tre fratrukne point

Skrevet af admin

27/09/2015

Dagens topnyheder

Det kan blive en langvarig affære, før fodboldklubben Hobro får en afklaring på, om klubben får de tre point tilbage, som klubben lørdag blev frataget efter en afgørelse fra Fodboldens Disciplinærinstans.

Det vurderer Hobros bestyrelsesformand, Steen Juulsgaard. Han håber, at klubbens spillere og trænere kan holde fokus på spillet på banen, mens sagen kører videre, i første omgang i Dansk Boldspil-Unions (DBU) Appeludvalg.

- Spillere og trænere viste den rette attitude i Parken (0-1 ude mod FC København). Vi håber meget, at vi kan koncentrere os om at spille fodbold, for denne sag kommer nok til at vare lidt tid.

- Det er vigtigt, at spillere og trænere kæmper endnu hårdere og koncentrerer sig om at spille fodbold. Det skal de gøre, og så må vi andre se, om vi kan gøre lidt nytte ved skrivebordet, siger Steen Juulsgaard.

Hobro vandt 11. september 2-1 hjemme over AGF i Alka Superligaen. Senere kom det frem, at Hobros nye spiller Adama Tamboura ikke var spilleberettiget, og derfor blev Hobro lørdag dømt som taber af kampen med cifrene 0-3.

Hobro mener imidlertid at have været berettiget til at benytte Adama Tamboura i kampen.

Klubben havde ganske vist ikke fået hans spillercertifikat, men spilleren havde været uden kontrakt siden 30. juni, hvor hans aftale med Randers FC udløb.

Hobro forventer at tabe appelsagen i DBU's Appeludvalg, men sætter derefter sin lid til at få medhold i DIF-idrættens Højeste Appelinstans.

- Vi hænger ikke særligt meget med hovederne, for vi havde forventet det lidt. Selvfølgelig er det sjovest at vinde, også selvom det er ved skrivebordet. Vi prøver at kæmpe videre på den front.

- Vi skal huske, at fodbold spilles på banen, og vi har en meget vigtig kamp på mandag, siger Steen Juulsgaard.

Hobro tager mandag imod Esbjerg i kampen mellem de to dårligst placerede hold i Superligaen.

Esbjerg er næstsidst med ni point for ni kampe, mens Hobro - efter at være blevet fratrukket tre point - er sidst med kun fire point.

/ritzau/