Hobro erkender fejl: Vi brugte ulovlig spiller

Superligaklubben Hobro risikerer at miste de tre point, som holdet hentede fredag aften.

Hobro har i fredagens kamp mod AGF benyttet Adama Tamboura, hvis spillercertifikat ved en procedurefejl ikke var blevet overført fra den tidligere klub.

- Det er en meget beklagelig procedurefejl, der ikke må ske. På klubbens vegne skal jeg beklage over for vores trænere, spillere, sponsorer og fans.

- Vi vil samtidig benytte lejligheden til at stramme op på procedurerne, således at dette ikke vil kunne ske igen, siger Hobros formand Steen Juulsgaard til klubbens hjemmeside.

Hobro har sendt en redegørelse til DBU's disciplinærudvalg, der behandler sagen i øjeblikket. Hobro afventer DBU's afgørelse.

Der er naturligvis skuffelse hos de 14 spillere, der på banen sikrede sejren på 2-1 mod AGF.

- Lige nu er vi rigtig skuffede. Vi havde brug for tre point, og vi synes, at vi havde fortjent sejren efter en god fight.

- Men vi må op på hesten igen og hente point i de kommende kampe, siger anfører Mads Justesen.

/ritzau/

Dagens Gossip