Hobro forlænger med vigtig midtbanemand

Skrevet af admin

09/01/2015

Dagens topnyheder

Superligaoverraskelsen Hobro holder på sin centrale midtbanespiller Jonas Damborg i de næste tre år.

Den tidligere Randers-kriger har fredag skrevet under på en kontraktforlængelse med oprykkerne, så han bliver i klubben indtil sommeren 2018.

Klubbens sportschef Jens Hammer Sørensen kalder i en pressemeddelelse Damborg for "en ualmindelig vigtig spiller".

- Han har haft en meget stor rolle i den store fremgang, vi har haft, siden Jonas kom til klubben i sommeren 2011. Man kan ikke have et fodboldhold uden den slags motorer, siger Jens Hammer Sørensen.

Jonas Damborg har kun misset én af efterårets kampe, fordi han havde karantæne. I de øvrige 16 opgør har han været på banen fra start.

Ved siden af fodbolden er han i gang med en bankuddannelse, og kontraktforlængelsen skal også ses i lyset af, at det har været muligt at kombinere de to ting.

- Jeg trives godt i rollen med arbejde ved siden af. Der kan naturligvis være hårde perioder, men min arbejdsplads er meget forstående overfor det, siger Jonas Damborg.

/ritzau/