Hobro henter Ove Pedersen som ny cheftræner

Skrevet af admin

24/11/2015

Dagens topnyheder

Superligaklubben Hobro meddeler tirsdag, at klubben har ansat Ove Pedersen som ny cheftræner frem til 30. juni 2017.

Ove Pedersen har første træning senere tirsdag.

- Ove Pedersen træner første gang med Hobro-spillerne i dag klokken 13.30 assisteret af Lars Justesen og det øvrige trænerteam, hedder det en meddelelsen.

61-årige Ove Pedersen er blevet købt fri af sin kontrakt i 1. divisionsklubben FC Fredericia.

- Det er et kæmpe skridt opad for klubben, at vi har sikret os en trænerkapacitet som Ove Pedersen, der både er rutineret og visionær.

- Ove skal bygge på i klubben, og han bliver en vigtig brik i bestræbelserne på at fortsætte den rivende udvikling, som klubben har været inde i gennem de senere år, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

Assistenttrænerne Lars Justesen og Michael Kryger samt målmandstræner Martin S. Jensen fortsætter alle som en del af trænerteamet under Ove Pedersen. Det samme gør fysisk træner Ashley Tootle.

Formand Steen Juulsgaard mener, ansættelsen af den garvede træner giver ny optimisme i klubben, der ligger sidst i Superligaen med seks point op til Esbjerg over nedrykningsstregen.

- Jeg er overbevist om, at alle interessenter omkring klubben vil kunne drage fordel af de muligheder, der byder sig med ansættelsen af en af Danmarks mest erfarne trænere, der allerede har dokumenteret sine evner i andre klubber, siger han.

Trænerposten i Hobro blev ledig tidligere for godt en måned siden, da Jonas Dal blev købt fri og skiftede til Esbjerg.

Ove Pedersen har lang erfaring som træner. Hans trænerkarriere begyndte i 1987 som træner for Viborg i Danmarksserien.

Karrieren har blandt meget andet budt på oprykning til Superligaen med FC Midtjylland i sæsonen 1999/2000 og DM-bronze med samme klub i 2001/2002. Pedersen vandt også bronze med Esbjerg i sæsonen 2003/2004.

/ritzau/