Hobro-lejr skal sunde sig efter misset boost i bunden

Skrevet af admin

22/11/2015

Dagens topnyheder

Hobro tabte søndag eftermiddag dyrebare point til Esbjerg, da det på udebane blev til 4-4. Bundholdet var foran med 4-1, men smed sejren dybt inde i overtiden.

Anfører Mads Justesen erkender, at pointtabet gør ekstra ondt, fordi man havde muligheden for at hale ind på netop Esbjerg i bunden af Alka Superligaen.

- Hvis vi kunne have holdt resultatet hjem og fået tre point med, så ville vi have fået et sindssygt godt boost, da vi så kunne ånde Esbjerg i nakken.

- Nu skal vi lige sunde os ovenpå det her, og vi skal også huske på, at det er status quo i bunden. Kan vi holde fast i det hold, vi stiller med nu, så ser det også lyst ud fremadrettet, siger forsvarsspilleren.

Cheftræner Lars Justesen ærgrede sig på holdets vegne over det hårde pointtab.

- Vi har brugt 14 dage i landsholdspausen på at bygge en masse tro på tingene op. Vi har virkelig haft nogle gode træningsuger, og man kan også tydeligt se det på spillerne, for de tror virkelig på tingene.

- Når man så render ind i sådan en mavepuster, som den vi fik i anden halvleg, får jeg ondt af gutterne inde i omklædningsrummet. Med den modgang, de har haft i efteråret, havde de virkelig fortjent sejren i dag, siger han.

Tidiane Sane fik et rødt kort ved stillingen 2-4, og ifølge cheftræneren ændrede det kampen.

- Vi mødte en flok Esbjerg-spillere, der gik og kiggede ned i græsset, men lige pludselig valgte dommeren at kaste et rødt kort til Sane, og så blev det selvfølgelig svært. Vi formåede ikke at holde bolden fremme på deres banehalvdel, siger Lars Justesen.

Hobro har seks point op til Esbjerg på den rigtige side af nedrykningsstregen.

/ritzau/