Hobro smider sejr mod Esbjerg og tidligere succestræner

Skrevet af admin

22/11/2015

Mest læste i dag

Esbjerg-træner Jonas Dal fik en meget blandet oplevelse mod sine tidligere spillere i Hobro, da vestjyderne var bagud både 0-3 og 1-4, men fik reddet et 4-4-resultat i hus på hjemmebane.

Esbjergs udligning faldt først fire minutter inde i dommerens overtid, da den indskiftede angriber Mick van Buren headede 4-4-målet i nettet.

Med det ene point fik Superligaens agterlanterne Hobro ikke skabt fornyet spænding i bundstriden, da holdet stadig har seks point op til Esbjerg over nedrykningsstregen.

Allerede efter 20 minutter havde Hobro ellers bragt sig foran 3-0 mod et Esbjerg-forsvar, der både var sløset, langsomt og rystende usikkert.

Hobros angriber Mayron George fik foræret en friløber og åbnede målfesten efter syv minutter, da Esbjerg-stopperen Michael Almebäck ikke fik sparket bolden væk.

Fire minutter senere fordoblede Jacob Tjørnelund føringen, da Hobros kantspiller nemt sprintede forbi Esbjergs 35-årige højreback Jerry Lucena og bankede bolden i nettet.

Almebäck kom igen i fokus, da svenskeren uheldigt spillede Hobro-angriberen Pål Alexander Kirkevold fri til Hobros tredje scoring. Og der var kun spillet 20 minutter.

Esbjerg fik dog svaret hurtigt tilbage, da Robin Söder reducerede til 1-3 blot to minutter senere.

Den svenske angriber fulgte op på en returbold, efter at Nicki Bille havde afsluttet på Hobro-keeper Jesper Rask.

Esbjerg forsøgte i resten af første halvleg at reducere yderligere, men trods et solidt overtag i spil og chancer, så holdt Hobro stand.

Fra anden halvlegs start kom midtbanespilleren Jeppe Andersen ind i stedet for Lucena, men et Esbjerg-comeback blev kortvarigt punkteret efter få sekunders spil.

George modtog en god aflevering fra Tjørnelund, og så stod det 4-1 til Hobro til stor jubel for bundholdets træner Lars Justesen.

Men kampen var ikke slut endnu. Efter 65 minutter lykkedes det Esbjergs anfører og midtbanestyrmand Magnus Lekven at reducere til 2-4, og så var der alligevel håb endnu.

Esbjergs håb om point fik yderligere næring, da Hobros centrale midtbanespiller Tidiane Sane to minutter senere blev vist ud for en hensynsløs tackling.

Der opstod flere muligheder for Esbjerg, og en af dem udnyttede indskiftede Lasse Rise til en 3-4-reducering.

Inden da havde Esbjergs kantspiller Casper Nielsen brændt en stor mulighed ved bageste stolpe, og kort efter forsøgte Esbjergs indskiftede angriber Mick van Buren at overliste Jesper Rask, men uden held.

Det brændte virkelig på for Hobro, som forsvarede sig heroisk i slutminutterne. Det var dog ikke nok til at forhindre endnu en Esbjerg-scoring i overtiden.

Hobro har ni point på sidstepladsen, mens Esbjerg har 15 point lige over nedrykningsstregen.

/ritzau/