Hobro-spiller: Bedste mål i min karriere

Skrevet af admin

27/07/2014

Mest læste i dag

Hobro leverede søndag en chokstart, da de spillede på udebane mod Randers FC. Efter blot syv minutter sparkede midtbanespilleren Martin Thomsen fra distancen og kunne derefter se bolden stryge flot op i det fjerneste målhjørne.

- Det er klart det bedste mål i min karriere. Jeg havde ikke turde drømme om, at mit første mål i Superligaen skulle være sådan et flot mål. Det er ikke tit, at jeg rammer bolden så godt, siger Martin Thomsen.

Hobro-spilleren er kun deltidsprofessionel, og arbejder også som folkeskolelærer ved siden af fodboldkarrieren.

- Jeg har sommerferie lige nu, men jeg begynder på arbejdet igen om 14 dage. Skolen har heldigvis givet mig lov til at arbejde lidt mindre end normalt, så jeg føler mig også som en Superliga-spiller, siger Thomsen.

Den tidligere Randers-spiller Anders Egholm var skuffet over, at han ikke kunne tage point med fra sin gamle hjemmebane.

- Det er ærgerligt, at vi tabte i dag. Vi havde nogle store chancer, og jeg mener godt, at vi kunne have fået point med i dag. Vi havde håbet på tre point, men sådan gik det ikke, siger Egholm.

Randers FC scorede to mål i dag på dødbolde, og det frustrerede den høje midterforsvarer.

- Det er irriterende, at de scorer to mål på dødbolde i dag, fordi vi selv mener, vi er ret gode i de situationer. Omvendt kan man sige, at vi har spillet to Superliga-kampe, og der er endnu ikke scoret i åbent spil imod os. Men vi skal blive bedre på dødbolde, siger forsvareren.

/ritzau/