Hobro-træner forbereder sig på sæson i risikozonen

Skrevet af admin

08/06/2015

Mest læste i dag

Det kom som en stor overraskelse for de fleste, at Hobros oprykkerhold med deltidsprofessionelle spillere formåede at slutte på syvendepladsen i holdets første sæson i Alka Superligaen.

Fodboldklubbens cheftræner, Jonas Dal, ser frem til at få mere professionelle forhold i klubben i næste sæson, som godt kan gå hen og blive svær for jyderne.

- Vi ved, at vi er et af de hold, der er i risikozonen i næste sæson, siger træneren.

- Vi går ind til sæsonen på samme måde som nu, hvor vi ved, hvad vi har været gode til. Vi skal ikke genopfinde den dybe tallerken. Vi skal gøre de ting, vi kan, og bygge videre på det fundament, siger han.

Næsten alle Hobros spillere har haft arbejde sideløbende med fodbolden.

I næste sæson har anfører Mads Justesen blandt andet fået orlov fra sit job som gymnasielærer for at kunne prioritere fodbolden mere.

I det hele taget bliver forholdene bedre, vurderer Jonas Dal.

- Vi flyttede træningstiden, som var cirka klokken 16.30-17 i gamle dage, til klokken 15. Nu flytter vi den igen til klokken 13.30. Det må gøre noget ved vores setup, at der bliver lidt mere tid til det udenom.

- Vi har stor respekt for, at der skal være tid til familien, til fritidsaktiviteter og til at se sine venner ind imellem.

- Samtidig får vi bedre tid til at gå i dybden med de ting, vi arbejder med. Det gælder i forhold til træning, samtaler, planlægning, strategier og fremtidsperspektivering

- Og nu, hvor jeg er blevet lovet at komme på fuld tid, som vi forhåbentlig får skrevet under på inden længe, så giver det også mig mulighed for at gå i dybden med nogle ting, siger Hobro-træneren.

De mere professionelle forhold skal hjælpe Hobro til at klare endnu en sæson i Superligaen.

- Det skal hjælpe os i næste sæson, som ville blive svær uanset hvad. Jeg tror også, at FCK ville være udfordret, hvis klubben fik at vide, at den havde samme budget som Hobro, siger Jonas Dal.

/ritzau/