Hobro-træner går ikke i panik efter nyt nederlag

Skrevet af admin

25/07/2015

Dagens topnyheder

Hobro tabte fredag aften 0-1 hjemme mod AaB efter en sen overtidsscoring af Kasper Risgård.

Dermed er Jonas Dals mandskab stadig uden point efter sæsonens første to kampe i Alka Superligaen. Men det er ikke kun point, som Hobro mangler.

Nordjyderne har ikke scoret et mål i den nye sæson, og man har endnu ikke hentet afløseren for sidste års topscorer, Mads Hvilsom, der har sagt farvel til Hobro.

De manglende mål er dog ikke noget, som får træner Jonas Dal til at gå i panik.

- Jeg er ikke bekymret over, at det nu bliver en sæson, hvor der kommer til at være fokus på, at Hobro ikke scorer mål. Jeg er selvfølgelig skuffet over, at vi ikke har fået scoret, men vi øver os altså hver dag.

- Det er ikke sådan, at jeg tænker, jeg er nervøs for, at vi ikke skulle klare det med den her trup. Jeg er meget fortrøstningsfuld, siger Jonas Dal.

Hobro har over sommeren hentet angriberne Morten Beck Andersen og costaricanske Mayron George. Begge er store boksspillere og er ikke hentet ind som direkte erstatninger for Mads Hvilsom, der er skiftet til tyske Eintracht Braunschweig.

- Vi er stadig på transfermarkedet og kigger os omkring. Det kan godt være, at der skal andre typer til. Vi går og leder med lys og lygte efter en, der kan gå ind og forstærke os. Men det er også vigtigt, at vi ikke bare udvider truppen. Vi skal have noget ind, der kan flytte noget for os, siger Jonas Dal.

- Hvis vi skal ud og købe en, som scorer hver gang, ligger han jo i et budget, hvor vi slet ikke skal være med.

- Som træner kunne man godt tænke sig at hente Barcelona-folk til, men det er jo ikke det, der er virkeligheden. Vi er nødt til at arbejde med dem, vi har, og jeg er fuld af fortrøstning, siger han.

Hobro skal i tredje spillerunde af Alka Superligaen en tur til Brøndby Stadion.

/ritzau/