Hobro-træner: Jeg er himmelhenrykt over pointhøsten

Skrevet af admin

09/11/2014

Mest læste i dag

Hobro har haft en svær periode i Superligaen de seneste par måneder. Inden søndagens sejr over Brøndby havde Hobro ikke vundet i syv kampe i træk, men på trods af pointkrisen, så har Hobros cheftræner haft fuld tillid til, at Hobro-spillerne kunne vende stimen

- Vi havde ikke vundet i en lang periode, men vi har ikke været i panik. Jeg har stolet på, at drengene ville vende det, og jeg er glad for, at det lykkedes, siger Jonas Dal.

Med søndagens sejr kravler Hobro op på sjettepladsen og har nu otte point ned til OB, som ligger under nedrykningsstregen.

- Det ser lovende ud, og vi er himmelhenrykte over, at vi har været så dygtige, som vi har været. Vi havde ikke regnet med, at vi skulle have 20 point efter 14 runder, siger Hobro-træneren.

Hobros midtbaneprofil, Martin Thomsen, erkender, at det har været hårdt for holdet, at sejrene er udeblevet i et stykke tid.

- Fodboldhold er drevet af at vinde, og det har været frustrerende, at vi ikke havde vundet i syv runder inden sejren mod Brøndby. Derfor var det også fantastisk og forløsende, at vi kunne sætte tre point ind på kontoen, siger Thomsen.

En anden af holdets store profiler, Mads Hvilsom, er enig i den betragtning og forklarer, at det altid vil kunne mærkes, når man ikke vinder syv runder i træk.

- Vi har været mærket af, at vi ikke har vundet i lang tid. Det er aldrig sjovt at have sådan nogle hårde perioder, men vi skal stadig huske på, at vi har haft en fantastisk efterårssæson. Nu har vi 20 point, og det ser lovende ud for os, men vi tager en kamp ad gangen, siger Hvilsom.

Hvilsom kravlede op på førstepladsen på Superligaens topscorerliste, da han scorede sæsonens ottende mål, og hvis man skal tro ham selv, så er der flere i vente.

- Jeg er overhovedet ikke færdig med at lave mål, og det har været en god sæson for mig. Jeg havde ikke turdet drømme om, at jeg skulle lave otte mål i Superligaen. Og nu har jeg gjort det efter 14 runder, siger topscoreren.

/ritzau/