Hobro-træner om drømmesæson: Jeg er overrasket

Skrevet af admin

17/03/2015

Mest læste i dag

Hobro har fået en fremragende åbning på foråret i Alka Superligaen med tre sejre i fire kampe.

Seneste succesoplevelse kom mandag aften, hvor oprykkeren hjemme på DS Arena slog lokalrivalerne og storebroren AaB med 1-0.

Dermed har de blågule oprykkere nu hele 15 point ned til en nedrykningsplads. Samtidig er Hobro kun fire point efter Randers FC på tredjepladsen.

Hobro-træner Jonas Dal har dog ikke endegyldigt udskiftet nedrykningsspøgelset med drømme om medaljer og europæisk fodbold.

- Vi har hele tiden sagt, at vi gerne vil opnå noget frem for at undgå noget. Vi vil stadig gerne opnå endnu en sæson i Superligaen. Det begynder at gå i den retning, men vi skal lade være med at sætte os for langsigtede mål.

- Jeg tror, alle er overrasket over, at vi ligger så godt med. Det er længe siden, at vi har vundet tre kampe i træk. Det er på en enorm fight og rigtig god defensiv. Selvfølgelig er jeg overrasket. Det tror jeg, alle er, siger Jonas Dal.

Også Mads Justesen er overrasket over, at Hobro har præsteret så godt i sæsonen, men selvom man nu kun er et point efter AaB i tabellen, mener han ikke, at de to hold er på samme niveau.

- Vi skal passe på med at sammenligne os med klubber som AaB. De har en historie og en ungdomsbase, som slet ikke kan sammenlignes med vores. Men det er fedt, at viser, at vi stadig godt kan noget.

- Det kan godt være, vi gør det på vores egen måde, men vi har fået samlet nogle spillere med kvalitet, som kan et eller andet sammen, siger anføreren.

Hobro næste opgave er ude mod førerholdet fra FC Midtjylland.

/ritzau/