Hobro-træner trods nederlag: Ligner igen et fodboldhold

Skrevet af admin

15/04/2016

Dagens topnyheder

Hobro har blot hentet et enkelt point i foråret, og fredag aften blev der ikke føjet til den total, da nordjyderne på udebane tabte 1-2 til FC Nordsjælland.

Trods nederlaget så træner Ove Pedersen bedre takter fra sit hold end tidligere på foråret.

- Uden at være jubelidiot kan jeg se, at vi de seneste tre kampe har lignet et fodboldhold, der kan tage point fra vores modstandere. Vi er blevet meget mere taktisk disciplinerede, og i dag spillede vi med meget stort mod, siger Ove Pedersen.

- Vi turde spille mand-mand, selv om de har nogle dygtige individualister. Men desværre fik vi ikke nok ud af vores gode første halvleg. Vi kom foran 1-0 og brændte derefter en stor chance, mens de scorede på en bold, der blev rettet af.

- Så vi fik for lidt med til pausen. I anden halvleg var FC Nordsjælland bedst, så vi kan ikke sige noget til, at de scorede sejrsmålet.

Midtbanemotoren Jonas Damborg er enig med sin træner i, at spillet og organisationen de seneste kampe har været bedre.

- Jeg synes, at der begynder at være tegning til noget godt. Både mod AaB og her formåede vi at splitte modstanderens spil ad, selv om det er to hold, som rigtig gerne vil have bolden meget, siger Jonas Damborg.

- Vi fik spillet på vores præmisser, og vi kunne tydeligt mærke, at de blev frustrerede. Vi havde kæmpemuligheder for at afgøre kampen, men det er der, det sidste skridt skal tages, siger han.

Spørgsmål: Er det lidt et bundholds lod?

- Det kan man sige, men omvendt er det heller ikke godt nok. Mayron George skulle have sparket sin chance ind, og omvendt kan man så sige, at deres første mål var ren utur for os, siger Damborg.

Hobro har 15 point op til Esbjerg over stregen i Superligaen.

/ritzau/