Hobro-træner: Vi spillede bedre mod FCM end mod OB

Skrevet af admin

15/05/2016

Dagens topnyheder

Hobro vandt sin første sejr i 17 kampe, da holdet søndag slog OB på udebane i Superligaen. Hobro fik ifølge cheftræner Ove Pedersen presset det fynske hjemmehold.

- Vi stressede dem. Dog ikke lige så meget, som vi gjorde mod FC Midtjylland, så vi var ikke nær så gode som mod dem, men vi gjorde det godt mod et godt spillende OB-hold, siger Hobro-træneren.

Da Martin Mikkelsen blev skadet og måtte udgå i det sidste kvarter af kampen havde Hobro-træneren foretaget alle sine udskiftninger, og det var med til at skabe ekstra pres ned mod jydernes forsvar.

- Det var vores uheld, at vi var nødt til at spille med en mand mindre i det sidste kvarter, da Martin Mikkelsen gik ud, for der fik OB så mange chancer, at de havde fortjent at få mere med herfra, siger Ove Pedersen.

Hobro fik også annulleret et mål i første halvleg, og i anden halvleg begik udeholdet et straffespark, men superligadebutanten i Hobro-målet reddede straffesparket og gjorde generelt en god figur.

- Vi havde ikke set, vi havde en ny målmand med, for han havde ikke noget at lave. Efter straffesparket fik han vist sit værd, og han gjorde det fortrinligt, mener Ove Pedersen.

Og Alexander Nybo er også selv godt tilfreds med sin præstation.

- Det var rigtig fint. Det var dejligt at få superligadebut og gøre det på denne måde, hvor vi holdt nullet i kampen, siger Hobro-målmanden.

Han havde luret Rasmus Festersen, som brændte straffesparket.

- Han havde lige et lille blik ned mod stolpen, og så kiggede han lidt den anden vej. Han så faktisk lidt nervøs ud, og så tænkte jeg bare, at jeg skulle blive stående i lang tid, så han ikke kunne nå at ombestemme sig, forklarer Alexander Nybo.

/ritzau/