Hodgson roser sine unge mod Danmark

For England var onsdagens landskamp mod Danmark den sidste, før manager Roy Hodgson skal udtage sin VM-trup i maj.

Derfor valgte han mod Danmark at sende flere unge spillere på banen.

Og i kampen mod det, britiske medier kalder for "et besværligt Danmark", viste spillere som den 18-årige debutant Luke Shaw (Southampton) og 19-årige Raheem Sterling (Liverpool) sig godt frem.

- Du kan ikke få mig til at sige noget som helst negativt om de unge spillere, som fik spilletid i dag.

- På et tidspunkt havde vi kun Gary Cahill, Joe Hart, Glen Johnson og Steven Gerrard, som kunne kalde sig selv rutinerede. Men de andre fik prøvet sig af og klarede sig godt.

- Og stadig tillod vi ikke Danmark målchancer, siger Roy Hodgson ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kampens eneste mål blev scoret af den 24-årige Liverpool-angriber Daniel Sturridge i kampens 82. minut, og både 25-årige Adam Lallana og 23-årige Danny Welbeck imponerede også, da de kom på banen i anden halvleg.

- Det er positivt. Jeg ville give de unge spillere en chance for at komme ind og spille en landskamp på Wembley, og jeg er sikker på, at spillere som Shaw og Lallana vil tage tilbage til Southampton med en god følelse, siger Roy Hodgson.

En spiller som Frank Lampard kom slet ikke på banen, men Roy Hodgson benægter, at Chelsea-veteranen skulle være røget ned i hierarkiet på det engelske landshold på grund af de unge spillere.

- Jeg brugte heller ikke Michael Carrick. Jeg brugte Steven Gerrard i hele kampen. Havde jeg ikke gjort det, havde Lampard eller Carrick været oplagte valg. De to er stadig stærkt inde i kampen om VM-pladser, og jeg må tage en beslutning en dag, siger han.

Englands VM-trup bliver offentliggjort midt i maj.

/ritzau/

Dagens Gossip