Høflige klapsalver i 3F over RUT-tiltag

Om få dage bliver det sværere for udenlandske virksomheder at løbe om hjørner med Arbejdstilsynet.

1. juli bliver det såkaldte RUT-register, der skal dæmme op for social dumping, mere omfangsrigt, oftere opdateret og mere tilgængeligt for offentligheden.

Samtidig får Arbejdstilsynet mulighed for at udskrive administrative bøder til virksomheder, der ikke overholder anmeldelsespligten.

Danmarks største fagforbund 3F har længe efterlyst stramninger af Registret for Udenlandske Tjenesteydere, fordi det blandt andet har vist sig for vanskeligt for myndighederne at undersøge, om et udenlandsk firma nu også er registret og betaler skat i hjemlandet.

- De her stramninger er et skridt i den rigtige retning. For det vil give myndighederne mulighed for nemmere at eftersøge det momsnummer, som virksomheden opgiver. Op til nu har det været et valgfrit felt i registreringen. Og det betyder, at mange formentlig ikke har udfyldt det, siger forhandlingssekretær Palle Bisgaard, 3F Byggegruppen, til newspaq.

Virksomhederne skal nu overholde kravet om oplysning af deres momsnummer i hjemlandet. Samtidig bliver forkortelsen af fristen for at anmelde ændring af oplysninger i RUT fra otte til tre dage.

Offentligheden får adgang til oplysninger i RUT, og så kan Arbejdstilsynet udstede bøder på omkring 10.000 kroner for at overtræde anmeldelsespligten.

For nylig foretog 950 tillidsrepræsentanter fra Bygge-, Anlægs- og Trækartellet ikke færre end 1.500 byggepladsbesøg.

Heraf havde 643 arbejdspladser udenlandsk arbejdskraft. Og tillidsfolkene var i kontakt med omkring 2.000 udenlandske bygningsarbejdere.

36 procent af dem tilkendegav, at de arbejdede på overenskomst, mens 20 procent sagde nej. 45 procent af dem vidste det ikke.

Samtidig viste det sig, at kun 81 ud af 139 udenlandske virksomheder havde registreret sig i RUT.

Selvom de nye stramninger af anmeldelsespligten til RUT er et skridt i den rigtige retning, så skal der tiltag af en helt anden kaliber til for at danne et effektivt bolværk mod den sociale dumping, lyder det fra 3F.

De danske myndigheder burde ikke tillade udenlandske virksomheder at arbejde i Danmark, før der er sikkerhed for, at de betaler skat og moms her eller i hjemlandet, siger Palle Bisgaard.

- Vi kunne godt tænke os et grundlæggende krav om, at det ligesom med danske virksomheder bliver kontrolleret, om de udenlandske virksomheder betaler skat. Og at de rent faktisk socialsikrer deres medarbejdere og betaler den moms, de skal, siger Palle Bisgaard.

Samtidig peger han på, at der i overenskomster og klausuler i offentlige arbejder, bør indføjes krav om kædeansvar, således at de virksomheder, der tjener penge på en opgave, også har risikoen, hvis der sker social dumping.

- Det vil også være et afgørende skridt i den rigtige retning. Så der skal ske rigtigt mange ting, før vi kommer hen i nærheden af et effektivt værn mod social dumping. Vi har ikke noget imod udenlandsk arbejdskraft, men vi har noget imod, at konkurrencevikårene er så forskellige, som det er tilfældet i dag, siger han.

Regeringen og Enhedslisten har afsat 100 millioner kroner til en bred vifte af initiativer imod social dumping frem til 2016.

 

Dagens Gossip

Dagens TV