Høj fart kan forklare alvorlig trafikulykke i Give

Skrevet af admin

21/02/2016

Mest læste i dag

En bilist er blevet hårdt kvæstet ved en trafikulykke i Give natten til søndag, oplyser politiet.

Med en bekendt som passager kom den 33-årige mand kørende ad Givevej, da han mistede kontrollen over bilen cirka 20 minutter over to.

Den røg over i den modsatte side af vejen og ramte et skur, hvorefter den blev slynget rundt.

Manden ved rattet blev klemt fast og blev fløjet til behandling på et sygehus i Aarhus, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

Hans tilstand beskrives søndag formiddag som alvorlig.

Derimod slap passageren, der er 34 år, med mindre knubs, som kunne klares på skadestuen.

Hos Sydøstjyllands Politi er der mistanke om, at alt for høj fart kan have været en årsag til ulykken.

Desuden kan det ikke udelukkes, at føreren var beruset. Derfor er der blevet taget en blodprøve af den svært tilskadekomne mand, oplyser vagtchefen.

/ritzau/