Høj risiko for at dansk transportfly bliver beskudt i Irak

Skrevet af admin

25/08/2014

Mest læste i dag

Det kan ikke udelukkes, at der vil blive tale om "anvendelse af militære magtmidler" i den indsats, som det danske fly indgår. Det danske Hercules-fly, som skal til Irak, får dog kun mandat til at anvende magt i selvforsvar.

Det fremgår af regeringens beslutningsforslag, som skal hastebehandles onsdag i folketingssalen.

Som en del af beslutningsforslaget indgår en sikkerhedsvurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Af den fremgår det, at selvom der på ingen måde er lagt op til, at det danske transportfly skal indgå i kampopgaver, så er der en reel trussel mod det danske fly.

FE vurderer, at truslen fra indirekte og direkte beskydning er "høj" i områder med kamphandlinger. I områder, hvor der ikke foregår kamphandlinger, vurderes truslen om beskydning som "middel".

Der vil også være en risko for de danskere, som ledsager flyet, når de befinder sig på jorden. Det forventes, at flyet primært vil skulle operere fra europæiske lande til destinationer i Irak. Men der kan også komme interne flyvninger i Irak.

- Det vil således forekomme, at dansk personel vil befinde sig på irakisk territorium, hedder det i beslutningsforslaget.

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at terrortruslen i form af tilbageholdelser, bortførelser og bombeangreb er "høj". Truslen fra civile uroligheder vurderes til at være "middel".

Det danske Hercules-fly vil ikke være bevæbnet under flyvningerne, men er alene udstyret med elektroniske systemer til selvforsvar. Det er blandt andet såkaldte flares, som kan vildlede varmesøgende missiler.

Det danske hold om bord på flyet vil dog medbringe håndvåben til selvforsvar, fremgår det af beslutningsforslaget.

Det danske hold, som ledsager flyet, vil bestå af op mod 55 personer, inklusiv logistikhold, forbindelsesofficerer og eventuelt et mindre sikringshold.

/ritzau/