Højbjerg er tvivlsom til vigtig hjemmekamp

Skrevet af admin

20/02/2015

Dagens topnyheder

Pierre-Emile Højbjerg har generelt fået en god start på sit lejeophold hos Augsburg, men han risikerer at måtte sidde uden for, når klubben lørdag møder Bayer Leverkusen i en vigtig hjemmekamp.

Den 19-årige danske midtbaneprofil blev skadet og måtte udgå af sidste weekends kamp mod Werder Bremen, og det er stadig tvivlsomt, om han når at blive klar til lørdag.

Fredag siger holdets træner, Markus Weinzierl, at man håber på danskerens deltagelse, men der vil formentlig først blive taget en endelig beslutning på kampdagen.

Det samme er tilfældet med holdets topscorer Raul Bobadilla, der har scoret syv gange i denne sæson.

Lørdagens kamp mod Bayer Leverkusen er vital i spillet om de europæiske pladser til næste sæson.

Augsburg med 34 point og Leverkusen med 32 placerer sig aktuelt på femte- op sjettepladsen, der giver adgang til Europa League.

Men fjerdepladsen, der giver kvalifikationskampe til den mere lukrative Champions League, er bestemt inden for rækkevidde.

Schalke 04 besætter pladsen lige nu med 34 point.

/ritzau/