Højbjerg: Jeg spiller for lidt i Bayern

19-årige Pierre-Emile Højbjerg har store forventninger til sig selv, og derfor vil midtbanespilleren have mere spilletid i sin klub, selvom arbejdsgiveren er mægtige Bayern München.

- Jeg er ikke helt tilfreds. Jeg har fået lidt spilletid og fået lov til at snuse lidt til det, men det er klart, at jeg vil gerne spille endnu mere, og jeg føler, at jeg er klar til det. Det ved træneren også godt, siger Højbjerg.

Han er omgivet af verdensstjerner i dagligdagen, og træneren er spanieren Pep Guardiola.

- For mig handler det om at træne godt hver dag og gøre det, som jeg er god til. Så må træneren bestemme, om han synes, at det er nok. Jeg tror på mig selv, og jeg ved, at jeg er dygtig nok til at være med.

- Det er klart, at jeg stræber efter at spille endnu mere, men jeg er godt på vej, og her i begyndelsen af sæsonen har jeg spillet, men så havde jeg to uger med rygproblemer og blev sat lidt tilbage, siger Højbjerg.

Mandag ankom han til Helsingør forud for landskampene mod Tyrkiet og Armenien. I weekenden fik Højbjerg som indskifter de sidste 20 minutter på banen i udekampen mod Schalke 04 i Bundesligaen.

Til den kamp gav Bayern debut til den spanske midtbaneprofil Xabi Alonso, og i det hele taget vrimler det med dygtige midtbanespillere hos de tyske mestre.

- Sådan er det. Det er det samme i Real Madrid, Manchester City og Chelsea. Der er dobbelt op på verdensklassespillere på alle pladser. Xabi Alonso blev hentet, men hvad skal jeg gøre?

- Jeg kan ikke bare sætte mig ned og sige, at nu vil jeg ikke være med, lyder det fra Højbjerg.

Han er tit blevet brugt på højre kant i Bayern, men vil helst spille centralt.

- Jeg skal spille centralt. Det er der, jeg er bedst, og det ved træneren også godt. Det er der, jeg kommer til at spille fast i fremtiden. Jeg er blevet brugt i højre side, fordi vi har haft nogle skader, og nogle spillere er kommet sent i gang.

- Men her mod Schalke kom jeg ind og spillede centralt, og det gik okay godt. Så tager jeg den derfra. Nu er vi i gang, og nu er jeg sammen med landsholdet og glæder mig til at fyre den af her, siger Højbjerg.

På onsdag i Odense gælder det Tyrkiet i en testkamp, og fire dage gæster Armenien København i EM-kvalifikationen.

/ritzau/

Dagens Gossip