Højbjerg og Bayern træner foran 25.000 tilskuere

Der er nemlig lagt op til et kæmpe show på klubbens stadion, Allianz Arena, hvor man venter, at 25.000 tilskuere vil ind og se, hvad klubbens nye træner, Pep Guardiola, vil udsætte spillerne for.

Midt i denne for en trænings-sessions imponerende kulisse står en 17-årig dansker, og hvis Pierre-Emile Højbjerg skulle få lidt gåsehud af den oplevelse, vil det være helt forståeligt.

Det unge danske talent er blandt de 16 Bayern-spillere, der tager hul på et nyt kapitel i den tyske storklubs historie, efter det i sidste sæson blev til 'The Treble', da Bayern vandt mesterskab, pokalfinale og Champions League med Jupp Heynckes som træner.

Nu skal den tidligere Barcelona-træner Pep Guardiola prøve at leve op til den præstation. Og det sker med en trup, der ikke er komplet. Nogle spillere plejer skader. Det gælder blandt andre klubbens nyindkøb, Mario Götze, samt Holger Badstuber. Andre er optaget af Confederations Cup i Brasilien. Det gælder forsvarsklippen Dante, Luiz Gustavo og Javi Martínez.

Men Pierre-Emile Højbjerg er der sammen med Franck Ribery, Philip Lahm, Thomas Müller, Mario Gomez og alle de øvrige stjerner i den tyske storklub.

Hvad de kommer til at opleve på første træningsdag klokken 17 med Pep Guardiola er i øvrigt ikke forbeholdt de 25.000 tilskuere, der hver har betalt fem euro for at komme ind. For Bayerns første træning bliver også sendt live over internettet på klubbens hjemmeside via FCB.tv (abonnement nødvendigt).

Og det hele bliver i øvrigt gentaget torsdag, hvor der også er åbent for 25.000 tilskuere. Indtægten går i øvrigt til ofrene for den oversvømmelses-katastrofe, der tidligere på året ramte det sydøstlige Tyskland og nabolandene efter heftige regnskyl i området.

 

 

 

Dagens Gossip