Højere grundskyld udlignes af stigende huspriser

Selvom grundskylden - altså den kommunale ejendomsskat - til næste år stiger med 6,6 procent, så er der næppe tale om, at husejere rundt omkring i landet bliver presset fra hus og hjem.

Ifølge beregninger fra Danske Bank varierer den øgede skattebyrde i kroner og øre kraftigt fra kommune til kommune, og de steder, hvor husejerne skal grave dybest i lommerne, er samtidig de steder, hvor huspriserne stiger mest.

- Derfor vil de fleste nok opleve, at konsekvensen af den højere grundskyld begrænser sig til en lidt lavere stigning i værdien af deres ejendom, siger privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank.

Flest penge til øget grundskyld skal borgerne på Frederiksberg i København finde frem, når grundskylden for en husejer i et enfamiliehus til næste år her stiger med 3112 kroner.

Ser man imidlertid på de seneste tal for prisudviklingen for villaer i kommunen, er der alene fra fjerde kvartal sidste år sket en stigning på knap 10 procent, hvilket mere end opvejer den øgede ejendomsskattebyrde.

Ifølge Las Olsen fra Danske Bank udgør grundskylden imidlertid et andet problem for husejerne, fordi stigningerne er omgærdet af så stor usikkerhed, at det kan være svært at forudse de privatøkonomiske konsekvenser på den lidt længere bane.

- Med de nye tal kan vi regne os frem til, hvad der skal betales i grundskyld i de enkelte kommuner frem til 2018, men problemet er, at vi kun kan spå om, hvad der sker derefter, siger Las Olsen.

Efter 2018 skal de offentlige ejendomsvurderinger, som grundskylden baserer sig på, nemlig udregnes efter nye metoder, og derfor ved ingen, om der ligger store stigninger i ejendomsskatten og venter forude.

- Så hvis man køber hus eller lejlighed nu i de større byer, skal man være forberedt på, at der kan ligge en mærkbar stigning i grundskylden og vente efter 2018, siger Las Olsen.

/ritzau/

Dagens Gossip