Højesteret dømmer svensker i våbensag

Skrevet af admin

09/01/2014

Mest læste i dag

En svensker er torsdag blevet dømt i fuldt omfang i en sag om smugling af militære våben til København.

Selv om det var en amerikansk hemmelig agent, som oprindeligt tog initiativ til, at der skulle transporteres våben, ser Højesteret ikke grund til at frikende svenskeren eller nedsætte straffen.

Den 49-årige Lars Röine straffes derfor med fængsel i tre år, hvilket er en stadfæstelse af en tidligere dom afsagt af Østre Landsret.

Det var i april 2011, at den nu 49-årige Lars Röine tog til København med en sportstaske med en panserværnsraket og et fuldautomatisk AK 47-gevær.

På en parkeringsplads i Rødovre afleverede han tasken til en forklædt agent fra Politiets Efterretningstjeneste.

Svenskeren har hævdet, at han ikke vidste, hvad der var i tasken.

Desuden har hans forsvarer fastslået, at transporten kun kom i stand på grund af en hemmelig agent, der arbejder for det amerikanske narkopoliti, DEA.

Efter danske regler er det ulovligt for politiet at lokke personer til at overtræde loven, og derfor burde den 49-årige frifindes, har advokat Gunnar Homann sagt.

Men agenten havde ikke direkte kontakt til Lars Röine. Han havde fået opgaven som kurér af sin bekendte, restauratøren Paul Mardirossian - og det var sidstnævnte, som havde forhandlet med den amerikanske agent.

Mardirossian ønskede kokain fra Sydamerika, mens agenten forlangte våben som betaling.

Højesterets dommere skriver, at den amerikanske agent ikke påvirkede Lars Röines indstilling til forbrydelsen.

Han ville også have begået den, hvis våbentransporten var kommet i stand på en anden måde, vurderer de fem dommere.

Derfor dømmes den 49-årige i fuldt omfang, ligesom han udvises af Danmark.

Oprindeligt mente Københavns Byret derimod, at den ulovlige agentaktion skulle have betydning. Af den grund blev straffen reduceret til et år og tre måneder.

I øvrigt er Paul Mardirossian blevet udleveret fra Panama til USA, hvor han sidder fængslet. Han har tilstået, men dommen over ham er endnu ikke afsagt.

/ritzau/