Højesteret får ikke sag om mistænkt i Hedegaard-sagen

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

Det foreløbigt sidste ord er sagt i sagen om navneforbuddet på den mand, der mistænkes for at have forsøgt at slå debattøren Lars Hedegaard ihjel.

Spørgsmålet om ophævelse af forbuddet bliver ikke sendt videre til Højesteret.

Det har Procesbevillingsnævnet netop afgjort - og dermed er Radio24syvs forsøg på at få endnu en omgang i retssystemet strandet.

Tidligere afviste først Retten på Frederiksberg og dernæst Østre Landsret at efterkomme radiostationens anmodning om en ophævelse.

Oplysningen om nævnets afgørelse kommer fra advokat Thorkild Høyer, der er forsvarer den mistænkte, BH.

BH var i en periode fængslet i Tyrkiet, og selv om Danmark havde bedt om at få ham udleveret, besluttede de tyrkiske myndigheder at løslade ham.

Forløbet skabte en del furore blandt politikerne på Christiansborg.

Politiet sigter BH for at have forsøgt at dræbe debattøren 5. februar 2013.

Gerningsmanden var forklædt som et bud, der skulle aflevere en pakke til journalisten og debattøren - og i døråbningen affyrede han et skud.

Lige siden har Hedegaard været under beskyttelse af livvagter. Han har i øvrigt selv offentliggjort navnet og er blevet straffet med en bøde for forseelsen.

Den mistænkte er efterlyst internationalt for drabsforsøget, men dommerne har altså ikke ment, at der er tilstrækkelig offentlig interesse til, at navneforbuddet skal ophæves.

Advokat Høyer har argumenteret for hensynet til den efterlystes familie.

Derimod har Radio24syv hævdet, at sagen er så principiel og betydningsfuld, at den burde helt til tops i retssystemet. Men det ser Procesbevillingsnævnet altså ingen grund til.

/ritzau/