Højesteret frifinder sjuskede revisorer i eHuset-sag

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Der blev sjusket og begået fejl af de revisorer, der sagde god for regnskaberne i it-selskabet eHuset, som kollapsede tilbage i 2001.

Alligevel frifinder Højesteret i to domme de to revisionsselskaber Deloitte og Lund Thomsen & Partnere for erstatningsansvar i sagen.

Dermed afviser Højesteret - ligesom landsretten gjorde i februar 2011 - et krav fra konkursboet på 50 millioner kroner rettet mod Deloitte samt Lund Thomsen & Partnere samt et krav på 27,7 millioner kroner, som Jyske Bank havde rejst mod Deloitte.

Højesteret vurderer, at der ikke er forbindelse mellem de fejl, revisorerne har begået, og de påståede tab i sagerne.

- Der var ikke årsagsforbindelse mellem de fejl, som revisorerne i et konkursramt selskab havde begået, og de påståede tab, og revisorerne var derfor ikke erstatningsansvarlige, lyder det i dommen fra Højesteret.

Konkursboet påstår, at de mangelfulde regnskaber fra revisionsselskaberne var medvirkende til, at driften i eHuset fortsatte for længe - hvilket betød større tab for både selskabet selv og dets kreditorer.

Jyske Bank havde ydet en kredit på 20 millioner kroner til eHuset og holder Deloitte ansvarlig for tabet på grund af dårligt revisionsarbejde.

Højesteret fastslår, at konkursboets sagsanlæg ikke kan afskære Jyske Bank fra at rejse sin egen sag om erstatning for skade.

Højesteret lagde til grund, at revisorerne havde begået fejl, men også at disse fejl ikke kunne anses for grove. Men det kunne ikke afgøres, om en overholdelse af god revisionsskik ville have haft anden betydning.

Det var altså ikke godtgjort, at Jyske Bank ville have handlet anderledes i 1999 og 2000, hvis årsregnskaberne var blevet revideret korrekt.

/ritzau/