Højesteret: Pistorius begik forsætligt drab

Skrevet af admin

03/12/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere atletikstjerne Oscar Pistorius blev torsdag fundet skyldig i overlagt drab på sin kæreste i en højesteretsafgørelse, der kan sende ham tilbage i fængslet i mindst 15 år.

Sydafrikas højesteret fandt den 29-årige Pistorius skyldig i forsætligt drab og omstødte dermed dommen fra efteråret sidste år, hvor han fik fem års fængsel for uagtsomt manddrab.

- Denne sag indebærer en menneskelig tragedie af Shakespearske proportioner, sagde dommer Eric Leach, da han læste dommen op, skriver Reuters.

- En ung mand overvinder enorme fysiske handicaps for at nå olympiske højder som atlet. I mellemtiden bliver han en international berømthed og møder en ung kvinde, som har en naturlig skønhed og succes som model. Romantikken blomstrer, og derefter - ironisk nok på Valentins Dag - bliver det hele ødelagt, da han tager hendes liv, uddybede dommeren.

Samtidig understregede han, at Pistorius burde have vidst, at der var en mulighed for, at personen bag døren til badeværelset ville dø af de skud, han affyrede.

Oscar Pistorius har under hele sagen hævdet, at han troede, hans kæreste, modellen Reeva Steenkamp, var en indbrudstyv, da han skød hende fire gange gennem en låst badeværelsesdør i parrets hjem i Pretoria.

Ifølge højesteretsdommer Eric Leach skal en underliggende domstol nu fastsætte en "passende straf" til Pistorius på baggrund af torsdagens dom.

Reeva Steenkamps far, Barry Steenkamp, udtrykte tilfredshed med den nye dom.

- Det er en stor lettelse. Jeg føler, det er en retfærdig afgørelse, dommeren kom med, sagde han efter domsafsigelsen.

Oscar Pistorius blev løsladt fra fængslet og kom i husarrest i efteråret efter at have afsonet en femtedel af de fem år i fængsel.

Pistorius fik som helt lille amputeret begge ben lige under knæene, fordi han er født uden lægbensknoglen i sine underben.

/ritzau/Reuters