Højesteret sikrer bedre erstatning til ulykkesramte

En dom fra Højesteret sikrer, at man har ret til fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra flere forsikringer, skriver Fagbladet 3F.

De allerfleste har i dag deres egen invalidepension gennem for eksempel arbejdsmarkedspension og firmapension, eller de har selv tegnet en privat forsikring.

En formulering i loven har gjort, at forsikringsselskaber mente, at de så skulle have rabat, når de udbetaler fra en ansvarsforsikring.

Den ulykkes- eller sygeramte havde i forvejen fået penge. De skal fradrages krone for krone, argumenterede forsikringsselskaberne.

Men den går ikke.

Højesteret slår fast, at der skal betales fuld erstatning fra ansvarsforsikringen uden fradrag af beløbet fra pensionsforsikringsordningen. Ansvarsforsikringen skal således af med hele beløbet, også selv om personens egen invalidepension sideløbende betaler.

Advokat Karsten Høj fra advokatfirmaet Elmer & Partnere i København har ført sagen for en mand, der var kommet til skade ved en ulykke. Advokaten mener, at forsikringsselskaberne har spekuleret i, at de kunne begrænse deres udbetalinger.

- Hvis de havde fået medhold i Højesteret, ville forsikringsselskaberne have sparet et trecifret millionbeløb hvert år, siger Karsten Høj til 3F.

Afgørelsen i Højesteret med fuld erstatning fra to ordninger betyder, at nogle mennesker i en periode vil få udbetalt en større løbende indtægt, end hvad de har tjent ved at arbejde.

/ritzau/

Dagens Gossip