Højesteret skal afgøre skæbnen for såkaldt sigøjnerboss

Skrevet af admin

02/12/2015

Mest læste i dag

Anklagemyndigheden har fået tilladelse til at føre sag om udvisning af den såkaldte sigøjnerboss Gimi Levakovic for Højesteret, oplyser forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen til Ritzau.

Det er Procesbevillingsnævnet, som på grund af sagens principielle karakter har bestemt, at sagen, som ellers var endeligt afgjort, kan indbringes for landets øverste domstol.

Østre Landsret bestemte tidligere i år, at Gimi Levakovic ikke skulle udvises af Danmark på baggrund af en dom for trusler og våbenbesiddelse. Dermed omgjorde landsretten en dom fra byretten, som resulterede i udvisning af Levakovic.

Landsretsafgørelsen fik flere personer i det politiske landskab til at røre på sig, blandt andet justitsminister Søren Pind (V). Han meddelte via Facebook, at han havde bedt Rigsadvokaten om at forsøge at føre sagen for Højesteret.

/ritzau/