Højesteret tillader homo-ægteskaber over hele USA

Den amerikanske højesteret afgør, at homoseksuelle har ret til at blive gift i alle amerikanske stater, skriver nyhedsbureauet Reuters. Stemmerne blandt de ni højesteretsdommere lød på fem-fire.

Ægteskaber for bøsser og lesbiske var i forvejen tilladt i 36 stater, men er altså nu lovligt i alle 50 amerikanske stater.

- Det er en sejr for bøsser og lesbiske par, som har kæmpet i så lang tid for deres basale civile rettigheder. Det er en sejr for deres børn, hvis familier nu bliver anerkendt som alle andre, siger den amerikanske præsident, Barack Obama.

Præsidenten opfordrer dog samtidig til, at man skal respektere dem, der er modstandere af ægteskab mellem homoseksuelle.

- Jeg ved, at amerikanere vil fortsætte med at have forskellige holdninger til det her tema. Oppositionen har i nogen tilfælde haft oprigtige og grundlæggende holdninger. Det skal alle, der hylder dagens afgørelse, være bevidste om, siger Obama.

Højesteretsdommer Antonin Scalia var en af de fire, der stemte imod ægteskab til homoseksuelle. Han kritiserer, at afgørelsen faldt med mindst mulig margin.

- Rettens beslutning er en trussel mod det amerikanske demokrati, siger han.

Afgørelsen ses som en historisk triumf for den amerikanske bevægelse, der kæmper for bedre borgerrettigheder til bøsser og lesbiske.

I en skelsættende afgørelse i juni 2013 bestemte USA's Højesteret, at man ikke kun kan definere ægteskab som værende mellem en mand og en kvinde.

Det åbnede for, at gifte homoseksuelle kunne nyde samme rettigheder og privilegier som heteroseksuelle. Men dommen lod det dengang fortsat være op til de enkelte delstater, om homo-ægteskaber skulle være lovlige eller ej.

Nu har den amerikanske højesteret afgjort, at homoseksuelles ret til at blive gift er garanteret af den amerikanske forfatning, der gælder i alle stater.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip