Højre og venstre undres over Morten Bødskov

En ren afværgemanøvre.

Sådan betegner Enhedslisten og Liberal Alliance justitsminister Morten Bødskovs (S) forsøg på at komme kritikerne af offentlighedsloven i møde.

Regeringen, Venstre og De Konservative er enige om at lade Folketingets Ombudsmand evaluere de to mest omstridte dele af offentlighedsloven, der har til formål at begrænse adgangen til aktindsigt i dokumenter omkring siddende ministre.

Det skal ske om tre år.

Dermed blive det først efter næste valg, at resultatet af undersøgelsen kommer frem, lyder kritikken fra Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, som heller ikke giver oplægget til undersøgelsen positive ord med på vejen:

- Det er en ren afværgemanøvre. Det er helt tydeligt et forsøg på at lukke ned for den massive kritik, der har været af forslaget. Men det ændrer substantielt ikke på noget som helst.

- Tværtimod handler det ifølge justitsministerens pressemeddelelse ikke om at se på, om loven er problematisk, men på om den bliver anvendt korrekt, så det er tydeligvis bare en ren afværgemanøvre, siger Pernille Skipper.

Ombudsmanden skal konkret foretage et "grundigt eftersyn af ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen, når den nye offentlighedslov har været i kraft i tre år".

Dermed tager undersøgelsen fat på to af de mest udskældte regler i loven, men det ændrer ikke noget, mener Pernille Skipper:

- Han skriver, at der skal ses på, om bestemmelserne anvendes så restriktivt, som de skal. Det ændrer ikke på, at bestemmelserne lukker ned for en stor del af adgangen til aktindsigten, som vi kender den i dag.

Heller ikke Liberal Alliances retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll, tror, at undersøgelsen reelt er et forsøg på at komme kritikken i møde.

- Det er en pinlig skinmanøvre fra justitsminister Morten Bødskovs side. Han har en dårlig sag, og så siger han: Lad os tale om det om tre år, og så skulle det pludselig gøre alting bedre.

- Morten Bødskov er ved at lukke ned for, hvad der foregår i ministerierne, og det skal han ikke have lov til bare ved at sætte en tilføjelse om en undersøgelse til.

Både Pernille Skipper og Simon Emil Ammitzbøll opfordrer justitsministeren til at erkende, at offentlighedsloven skal tages af lovprogrammet.

- Morten Bødskov er så langt ude i suppedasen, at han burde tage imod det reb, vi kaster ud til ham, så han kan blive reddet op på landjorden igen, siger Simon Emil Ammitzbøll.

/ritzau/

Dagens Gossip