Højreekstremister truer med mere vold i Ukraine

Skrevet af admin

22/02/2014

Mest læste i dag

Stærkt nationalistiske demonstranter i Ukraine truer med mere vold, hvis ikke Ukraines præsident omgående træder tilbage.

Dmytro Jarosj, en ledende figur i den militante gruppe Højre Sektor, greb fredag aften mikrofonen på Uafhængighedspladsen Maidan i centrum af Kijev og sagde, at Viktor Janukovitj må forlade præsidentposten inden klokken 10 lørdag (9 dansk tid, red.).

- Ellers vil vi angribe med våben. Det sværger jeg, lød truslen fra Dmytro Jarosj - til stor jubel for flere demonstranter ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den højreekstremistiske leder understreger, at demonstranterne ikke vil lægge deres våben og forlade Uafhængighedspladsen, før Janukovitj er fjernet fra magten, skriver dpa.

Efter flere dagens blodige uroligheder underskrev præsidenten og oppositionen fredag en aftale, der skal løse den politiske krise i den tidligere sovjetrepublik.

Aftalen indebærer blandt andet, at der skal indsættes en overgangsregering inden for de næste 10 dage, og at præsidentvalget skal afholdes inden udgangen af 2014.

Højre Sektor består hovedsageligt af unge mænd med højrenationalistiske holdninger. Gruppens medlemmer har under sammenstødene med politiet ofte båret masker, hjelme og andet beskyttelsesudstyr samt våben.

I modsætning til flertallet af demonstranterne i Kijev ønsker Højre Sektor ikke et tættere samarbejde med EU, som gruppen mener "undertrykker europæiske nationer", skriver BBC.

Højre Sektor ser urolighederne i Ukraine som en mulighed for at "ødelægge statens skelet" og i stedet opbygge en ny stat, lyder det.

Gruppen associerer sig ikke med oppositionspartierne i parlamentet - ikke engang det nationalistiske Svoboda. Partiet er for liberalt, mener Højre Sektor ifølge BBC.

De tre ledende oppositionsledere - heriblandt Vitalij Klitsjko - har kritiseret Højre Sektors angreb på politiet i Kijev.

/ritzau/