Højreekstremististisk demonstration droppet i Korsør

Skrevet af admin

18/01/2014

Mest læste i dag

En gruppe mænd med tilknytning til det højreekstremistiske miljø havde lørdag eftermiddag varslet en mindre demonstration i Korsør, men af ukendte årsager valgte de at aflyse gåturen.

Omtrent 25 personer havde tænkt sig at gå fra Korsør Banegård mod et mødested på Tårnborgvej og retur, men det blev altså ikke til noget.

- De droppede at gå demonstrationen og satte sig så i stedet ind i deres biler og kørte rundt. Vi stoppede dem så, og til sidst blev de trætte af det og kørte væk, siger vicepolitiinspektør Søren Vægter fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Inden da foretog politiet en enkelt anholdelse af en 45-årig mand.

- Han havde fået at vide, at han ikke skulle gå ind på Motalavej. Det valgte han at overhøre flere gange, og til sidst valgte vi at anholde ham, siger vicepolitiinspektøren.

Den anholdte vil senere lørdag blive løsladt og få en bøde for sin opførsel. Måske er han allerede løsladt, siger Søren Vægter omkring klokken 19.30.

- Vi er begyndt at sive derudefra, men vi kører stadigvæk rundt i området, siger han.

Demonstrationen var indkaldt i protest mod kriminelle indvandrere og havde kvarteret omkring Motalavej i Korsør som mål.

/ritzau/