Højreparti fordobler stemmetal ved østrigsk lokalvalg

Skrevet af admin

28/09/2015

Mest læste i dag

Det østrigske højrefløjsparti Frihedspartiet (FPÖ) fordoblede sin vælgertilslutning ved søndagens valg i delstaten Oberösterreich, hvor spørgsmålet om flygtninge og migration har været et stort tema.

Med 30 procent af stemmerne er FPÖ blevet delstatens næststørste parti, kun overgået af det konservative ÖVP, der trods en tilbagegang på 10 procentpoint sikrede sig 36 procent af stemmerne.

Med FPÖ's fremgang er Østrigs socialdemokratiske regeringsparti, SPÖ, gået tilbage med næsten syv procentpoint til 18 procent af stemmerne og er dermed skubbet ned på tredjepladsen i Oberösterreich.

- Vi har taget befolkningens bekymringer alvorligt og har forstået dem, siger partileder Heinz-Christian Strache, efter at de endelige resultater er klar.

I valgkampen har meningsmålinger vist, at næsten to tredjedele af vælgerne følte, at flygtningespørgsmålet var vigtigt.

Østrig er et af de lande, der ligger på migranternes rute fra Tyrkiet, Grækenland, Balkan og videre op mod Nordeuropa.

Alene i weekenden rejste næsten 19.800 mennesker ind i Østrig, siger politiet.

Højrefløjspartiet FPÖ har krævet strengere grænsekontrol og et hegn i lighed med det, nabolandet Ungarn har opført ved grænsen.

Partiet har også beskyldt regeringen i Wien for ikke at gøre noget ved det "asylkaos", der ifølge partiet præger Østrig.

Regeringen i Wien og politikerne i delstaterne har i flere måneder småskændtes om fordelingen af asylansøgere.

FPÖ blev kendt langt uden for Østrigs grænser, da højrepopulisten Jörg Haider var partiformand fra 1986 til 2005. Han døde i en trafikulykke i 2008.

/ritzau/dpa