Højsæson for trafikdrab: Sådan undgår du at ramme Bambi

Skrevet af Michael Lauritsen

17/04/2013

Dagens topnyheder

Når du starter bilen og tøffer en tur i det dejlige forårsvejr, er der i øjeblikket markant øget risiko for at kollidere med et af skovens firbende væsner. Foråret er højsæson for påkørsler af rådyr.

Hvert år mister mellem 20.000 og 25.000 rådyr og andre hjorte livet i trafikken, og problemet er stigende, viser tal fra Falck.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Fra nu og den næste måned frem handler det om at være ekstra forsigtig, forklarer Allan Bruun Rasmussen, der er Falcks vildt- og dyrekonsulent.

- Vi ser det hvert eneste forår, og det skyldes mange ting. Blandt andet, at vores rådyr snart sætter nye lam. Det betyder, at lammene fra i fjor bliver skubbet væk fra deres mødre. Det giver en masse ungdyr, som render forvirrede rundt. Samtidig blomstrer vores marker i øjeblikket, og det giver øget aktivitet, siger han til Dagens.dk.

Vi glemmer dyrene

Og danskerne er for dårlige til at tage hensyn til skovens dyr, mener Allan Bruun Rasmussen.

- Jeg møder ofte folk, der ikke lægger mærke til hjorteskiltene. Og folk glemmer også, at årstiderne skifter. Samtidig ser vi, at omkring 80 procent af alle påkørsler sker ved skumringstid. Alligevel kører folk igennem skoven med 80-90 kilometer i timen, forklarer vildt- og dyrekonsulenten.

Allan Bruun Rasmussen er heller ikke imponeret over danskernes moral, når det kommer til at melde påkørsler.

- Vi kan blive bedre. Når folk ringer til Dyrenes Vagtcentral, er det oftest fordi, de har ramt dyret, så det ligger og skriger. Og så får folk dårlig samvittighed og ringer. Men andre gange, når dyret bliver ramt og løber videre, tror folk, at det ikke er kommet noget til. Men man glemmer, at det mange gange løber ind og lægger sig i et sårlege, hvorefter det dør langsomt, siger han til Dagens.dk.

Dagens.dk har bedt Allan Bruun Rasmussen give nogle konkrete råd til, hvordan du undgår en ubehagelig kollision med et rådyr.

SÅDAN UNDGÅR DU AT RAMME BAMBI:

Vis ekstra agtpågivenhed, når det er forår. Hold øje med advarselstavler om hjortevildt. Sæt farten ned og vær ekstra opmærksom ved daggry og i skumringen, hvor de fleste vildtarter har øget aktivitet.

- Har du set et stykke hjortevildt krydse vejen foran dig, så kommer der sandsynligvis flere. Vildt krydser yderst sjældent en vej alene. Ser du vildt tæt på vejen, skal du ikke regne med, at det nødvendigvis bevæger sig væk fra vejen – det kan lige så godt finde på at springe ud.

- Skulle du alligevel komme på kollisionskurs, er det bedst at bremse hårdt og holde fast i rattet. Forsøg ikke at udvige. Det kan være livsfarligt. Hvis en undvigelse alligevel forsøges, skal man køre bagom, da et rådyr aldrig vil vende om.

- Hvis uheldet er ude, skal man underrette Dyrenes Vagtcentral på 1812. Dyrenes Vagtcentral vil herefter sørge for, at vildtet bliver afhentet og eventuelt aflivet af Falck.