Højtlønnede SAS-stewardesser får mulighed for at sige op

SAS i Danmark aktiverer den 1. december en fratrædelsesordning for sine mest erfarne kabinemedarbejdere.

Lokalaftalen blev suspenderet i forbindelse med flyselskabets dramatiske overenskomstforhandlinger i november sidste år, hvor de ansatte blandt andet accepterede at gå ned i løn.

Ordningen indebærer, at kabinepersonale med mindst syv års ansættelse kan opsige deres job og forlade arbejdspladsen med en pose penge. Beløbet svarer til seks måneders løn efter en arbejdsudfasning på ligeledes seks måneder, skriver Børsen.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Fordelen for SAS er, at selskabet dermed kan erstatte en række højtlønnede ansatte med nye medarbejdere på et lavere lønniveau.

- Hvis de rigtige i personalegruppen stopper, vil det være godt for SAS. Især hvis det samtidig kan lade sig gøre at få folk ind med gode kompetencer til billigere priser, siger senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til Børsen.

SAS holder vinduet åbent i tre måneder, og så vil ordningen en gang for alle blive afskaffet den 31. marts næste år.

Det er først og fremmest et tegn på, at SAS vil af med en dyr lønordning, forklarer Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø og bæredygtige produktionsprocesser ved Aalborg Universitet, til Børsen.

- Men fordi det er en aftale, som SAS har suspenderet og for at undgå ballade, så genindfører de den, så de ansatte ikke kan klage over, at de har tabt muligheden for at gå med en aftrædelse, siger han.

Ifølge Peter Hasle er ordningen noget af et særsyn i dansk erhvervsliv. Over halvdelen af de cirka 1200 kabineansatte hos SAS i Danmark har mulighed for benytte fratrædelsesaftalen.

Kabinepersonale med års ansættelse tjener typisk 30.000 kroner om måneden plus diæter. En nyansat begynder med en startløn på 18.700 kroner plus diæter ifølge Børsen.

/ritzau/

Dagens Gossip