Højtstående embedsmand dræbt i Egypten

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

Ukendte, bevæbnede gerningsmænd mænd har tirsdag dræbt en højtstående embedsmand i det egyptiske indenrigsministerium foran dennes hjem i Kairo, oplyser sikkerhedskilder.

- General Mohamed Saeed, der er chef for den tekniske afdeling i indenrigsministeriet, sad i en bil, da han blev dræbt af gerningsmænd, der skød ham i hovedet og brystet, hvorefter de flygtede fra stedet på en motorcykel, siger en embedsmand.

Militante islamister har optrappet deres angreb på sikkerhedsstyrker, siden landets hærchef, feltmarskal Abdel Fattah al-Sisi og hæren i juli styrtede præsident Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab.

Drabet kommer få dage inden, at Sisi ventes at meddele, at han stiller op som præsidentkandidat. Det skete også få timer inden, at Mursi atter blev stillet for retten, anklaget for bortførelse og drab på politifolk efter en fangeflugt i 2011.

Indenrigsministeriet bekræfter drabet på Saeed, der også var en af Kairos politichefer.

Han var rådgiver for indenrigsminister Mohamed Ibrahim, der overlevede et attentatforsøg sidste år.

I sidste uge blev seks mennesker dræbt ved et bombeangreb, der også var rettet mod politifolk i Kairo. Og en Sinai-baseret militant gruppe dræbte fem soldater, da de skød en militærhelikopter ned med en raket.

Politisk vold har ramt investeringer og turismen i landet, hvilket har været et hårdt slag for Egypten, der er den mest folkerige nation i den arabiske verden.

Militante grupper, der har baser på den stort set lovløse Sinaihalvø, har dræbt hundredvis af politifolk og soldater siden Mursis fald. I kølvandet på hans afsættelse har sikkerhedsstyrker også dræbt hundredvis af hans støtter i Kairos gader.

Et islamistisk oprør synes at have sine rødder før Sinai. Det tog den daværende egyptiske leder Hosni Mubarak adskillige år at få afsluttet et islamistisk oprør i 1990'erne.

/ritzau/Reuters