Hørsholm henter forstærkning i USA

Skrevet af admin

05/10/2015

Dagens topnyheder

Hørsholm 79'ers lagde ud med et nederlag søndag i sæsonens første kamp i Basket Ligaen til Svendborg.

Mandag har den nordsjællandske klub handlet hurtigt og sikret sig forstærkning i den 22-årige Anali Okoloji, der kommer til fra amerikansk universitetsbasket.

Den 201 centimeter høje Anali Okoloji har ført en noget omtumlet tilværelse de seneste fem år, hvor han har tørnet ud for tre forskellige universiteter, men Hørsholm 79'ers cheftræner, Rafa Monclova, ser store perspektiver i amerikaneren.

-Anali gør os komplette på de store positioner. Han er forward og er en ung og meget sulten spiller, der meget gerne vil udvikle sig og også hjælpe holdet med at vokse.

- Det er essentielt for mig, at alle vores spillere er villige til at arbejde hårdt og indenfor et holdkoncept, og det er Anali. Vi er et ungt hold, hvor vi alle skal have den ambition og mentalitet.

Klubben og Anali skrev under på kontrakten mandag, og nyerhvervelsen forventes at kunne tørne ud, når hans arbejds- og opholdstilladelse er færdigbehandlet, hvilket klubben forventer vil blive inden for 30 dage.

/ritzau/