Hold-VM i badminton: Japan ekspederer danske kvinder ud

Skrevet af admin

19/05/2016

Mest læste i dag

Det blev til både sejr og nederlag for dansk badminton i torsdagens kvartfinaler mod Japan ved henholdsvis Thomas Cup og Uber Cup - hold-VM for mænd og kvinder.

Kvinderne var hurtigt ekspederet ud med et forventet nederlag til Japan, der vandt 3-0. Mændene tog senere revanche på dansk badmintons vegne, selv om det holdt noget hårdere for danskerne end ventet mod de undertippede japanere.

De danske mænd vandt 3-2 og er dermed klar til semifinalen, men det var ikke lige kønt hele vejen.

Viktor Axelsen gav ellers Danmark en fin åbning med en sikker sejr i to sæt over Sho Sasaki. 21-13, 21-16 vandt Axelsen, og Danmark kom også hurtigt foran 2-0.

I en noget uvant doublekonstellation vandt Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen 21-16, 21-17 over Hiroyuki Endo og Kenichi Hayakama.

Dermed kunne Jan Ø. Jørgensen afgøre det hele, men han tabte i tre sæt til Takuma Ueda, hvilket var noget af en skuffelse. Jørgensen er nummer fem i verden, Ueda blot nummer 44, men Jørgensen tabte 13-21, 21-13, 10-21.

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen kunne heller ikke lukke kampen for Danmark, og duoen tabte i to sæt til Tekeshi Kamura og Keigo Sonoda, og så var der pludselig højspænding.

Den femte og afgørende single stod mellem Hans-Kristian Vittinghus og Riichi Takeshita, og igen var det med stor dansk favoritværdighed. Vittinghus er verdens nummer 13, japaneren blot nummer 96.

Vittinghus fik dog fin modstand, men den danske tredjesingle holdt hovedet koldt og vandt 23-21, 21-17.

Hos kvinderne var de japanske favoritter alt for stærke. Line Kjærsfeldt åbnede med et nederlag på 11-21, 18-21 til verdensranglistens nummer fem, Nozomi Okuhara.

Dernæst fulgte et nederlag i double til den danske topduo bestående af Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, som blev slået af verdensetterne Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi. Danskerne tabte 21-23, 16-21.

Bagefter skulle Mette Poulsen i aktion mod Akane Yamaguchi, der vandt 21-15, 21-11.

Målsætningen for det danske kvindelandshold var en plads i kvartfinalen ved Uber Cup.

/ritzau/