Hold-VM udsat til søndag grundet regnvejr

Skrevet af admin

13/06/2015

Mest læste i dag

Lørdagens finale i VM i speedway for hold i Vojens måtte lørdag aften aflyses, da banen ikke var brugbar til speedway grundet massiv regnvejr, oplyser arrangørerne.

Efter et første heat stod det klart, at man ikke kunne køre speedway på underlaget, og i stedet forventer man nu at gennemføre hold-VM søndag klokken 14.

Den massive regn tog til sidst på eftermiddagen, og da regnvejret fortsatte, var der reelt ikke noget valg.

- Kørerne flyver rundt derude, og det ville med garanti have givet uheld, sagde den danske landstræner, Anders Secher, kort efter til TV3 Sport1.

Ole Olsens firma Speed Sport stod for klargøring af banen i Vojens i forbindelse med hold-VM, og den tidligere danske speedway-stjerne valgte i eftermiddags at fjerne presenningerne, da vejrmeldingerne lød på opklaring.

I stedet tog regnen til, og det var en slukøret Ole Olsen, der måtte sande, at hold-VM ikke kunne gennemføres.

- Det er ærgerligt, men det er en udendørs sport. Jeg er meget ked af det i forhold til publikum, men vi kører igen søndag klokken 14, og her gælder billetterne igen, siger Ole Olsen

- Vi fik at vide, at der ville komme småregn, og så tog vi presenningerne af, fordi det også er vigtigt, at banen får lidt vand.

- Det er klart, at når vi ender med ikke at køre nu, så var det måske en fejl, men vejret er vi ikke herre over, og ved 18-tiden regnede det endnu. Sådan er det, siger Ole Olsen.

Hold-VM var et opgør mellem Australien, Polen, Sverige og Danmark, der ellers havde hjemmebane i Vojens foran et skuffet hjemmepublikum.

Danmark vandt hold-VM i 2014, og søndag håber man at kunne genoptage jagten på titlen.

Den danske landstræner Anders Secher forventede før lørdagens hold-VM et tæt opgør om titlen.

- Jeg tror godt, vi kunne få en finale meget lignende den sidste år, hvor det er os, Australien og Polen, der kommer til at slås om det, siger Secher, der altså ikke havde meget fidus til finalens sidste nation, naboerne fra Sverige.

- Svenskerne kan også godt lide at køre i Vojens, så dem skal vi jo ikke bare afskrive, men det er min vurdering, at de tre andre nationer er lige en tand skrappere fordelt på de fire kørere end svenskerne, sagde Anders Secher tidligere til Ritzau.

/ritzau/