Holdkammerat: Majka betalte tilbage for Riis-tillid

Skrevet af admin

19/07/2014

Dagens topnyheder

Siden Alberto Contador udgik efter et styrt i Tour de France mandag, har Tinkoff-Saxo søgt succes i udbrud eller massespurter, og lørdag lykkedes det holdets unge polak Rafal Majka at vinde en af løbets store bjergetaper, 14. etape til Risoul.

Sejren er udtryk for, at holdledelsen har håndteret situationen omkring den spanske kaptajns exit på en god måde, mener holdkammeraten Michael Rogers.

- Vi har nogle genier på holdet, og de gav os styrke i stedet for at stresse os. De gav os tid og styrke, og de har hele vist os tillid. Rafal betalte tilbage for den tillid i dag, siger Michael Rogers.

- Det er ikke let at komme ind til Touren med en plan A, når det hele så ryger på gulvet. Det er svært at vende det så hurtigt, men vi blev ved med at tro på det, siger australieren.

Den polske bjergrytter, som tidligere på sæsonen blev nummer seks i Giro d'Italia, angreb fra en udbrydergruppe på første halvdel af den sidste stigning til skisportsstedet Risoul.

Majka var også i udbrud på 13. etape, hvor han blev nummer to. Tidligere har blandt andre Nicolas Roche og Daniele Bennati jagtet etapesejre til det russiske hold uden held.

/ritzau/