Holger Danske solgt for 3,2 millioner

Oven i prisen kommer et hammerslagsgegyr og 20 procent i salær til auktionshuset.

Der var til det sidste spænding, om hvad den endelige pris ville nå op på, da auktionen flere gange blev forlænget på grund af bud i sidste øjeblik.

Auktionshuset har endnu ikke afsløret hvem den heldige køber er.

Første gang man forsøgte at sætte skulpturen til salg kunne alle byde over internettet. Det udnyttede blandt andet DR-radioprogrammet Monte Carlo, og en storm af bud fik prisen op på over 40 millioner kroner. Auktionen blev stoppet, mens Lauritz.com og Monte Carlo skændtes om, hvis skyld det var, og buddene blev nulstillet og en ny auktionsrunde sat i gang.

Denne gang kunne bud så kun afgives telefonisk, og køberen skulle dokumentere, at kunne leve op til buddet.

Den 188 cm høje og 2.000 kilo tunge skulptur blev bestilt af Hotel Marienlysts direktør, Anders Jensen, hos billedhuggeren Hans Hans Peder Pedersen-Dan til sæsonstarten i 1907.

Ifølge hotelchef Ulrik Finnemann er årsagen til salget, at hotellet ønsker, at flere skal have glæde af Holger Danske, som har stået foran hotellet i 100 år.

»Gennem årene har vi fået mange henvendelser fra interesserede købere, og nu håber vi, at statuen får en placering et mere centralt sted med en bedre beliggenhed,« sagde han tidligere til bt.dk.

Derfor kunne det lyde som en oplagt idé at overdrage kulturskatten til museer som Kronborg eller Statens Museum for Kunst, og Ulrik Finnemann bekræftede også, at det havde været en del af overvejelserne.

Han afslørede, at hotellet også havde været i kontakt med forskellige statslige institutioner om en eventuel overtagelse af Holger Danske, men ifølge Finnemann var der »en række faktorer«, som parterne ikke kunne blive enige om. Derfor valgte hotellet at sætte Holger Danske til salg på Lauritz.com.

Dagens Gossip