Holger Juul Hansen takkede af: Læs talen hér

Bisættelsen af Holger Juul Hansen blev holdt i Grundtvigskirken på Bispebjerget, efter Holger eget ønske.

Lige som det også var efter hans eget ønske, at det var sognepræst Poul P. Kongsgaard, som skulle stå for ceremonien.

Det var kun få, som på forhånd vidste, at der til Holger Juul Hansens begravelse i dag, skulle læses en afskedstale op, som Holger selv havde skrevet.

Talen var enkel, og var med overskriften ”Tak”.

- TAK

Man nærmer sig ikke 90 år, uden at have sagt farvel til mange slægtninge og gode venner. Jeg har ofte siddet i kirken og ønsket at høre bare endnu en hilsen fra afdøde.

Når klokken er faldet i slag for mig, kunne en sådan hilsen være denne, at jeg er dybt taknemlig for det liv som blev mit For dette er jeg mange stor tak skyldig.

En særlig tak til Inge, som gennem foreløbig 48 år har forgyldt min hverdag. Skænket mig de bedste børn en far kan ønske sig – og trofast stået ved min side, også da mit helbred kæntrede.

Takken herfor er ikke opfundet, men mit ønske er – når hverdagen igen ligner sig selv, og du vil skabe dig et fornyet trygt og godt liv.

Christina og Peter – jeg har elsket jer fra I blev født og takker for Jeres aldrig svigtende omsorg og kærlighed. Og jeg takker for de børnebørn I berigede mor og mig med.

Af velkendte årsager kom Lærke til at stå mig særlig nær. Tak til dig for det livsmod du gav mig.

Jeg ønsker alt det bedste for Emilie, Emma og dig. I skal, som digteren skrev, blomstre i somre jeg aldrig skal nå.

Nu ville jeg gerne have sat en humoristisk krølle på min hilsen.

Det vil ikke rigtig lykkes, men vid at jeg tager trygt afsted med kærlig tak til Inge, Christina, Peter og børnebørn – til læger og sygeplejersker, og til min svigersøn, og vennerne som holdt ved.

Holger Juul Hansen.

Dagens Gossip