Holger K.: Aftale sikrer ældre to bad om ugen

Skrevet af admin

25/11/2013

Mest læste i dag

Ældres rettigheder til bad og rengøring skal skrives ind i serviceloven, så de ældre kan være sikre på, at kommunens hjemmehjælpere eksempelvis vil give ældre bad to gange om ugen.

Det har været et af hovedkravene for Enhedslisten i forbindelse med dette års finanslov.

Så langt vil regeringen ikke gå. Men med det udspil, som nu ligger på bordet, indfri man Enhedslistens ønsker, mener skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

- Jeg forstår godt, at Enhedslisten er bekymret for, om penge går det rigtige sted hen. Derfor har vi lavet en model, som sikrer at penge går til ældre, siger Holger K. Nielsen.

Han henviser dermed til, at Enhedslisten har været nervøse for, at kommunerne vil bruge pengene fra finansloven til andre ting, end det politikerne på Christiansborg ønsker. Det er derfor, man har krævet minimumrettighederne skrevet ind i loven.

Men regeringen har fundet en model, hvor kommunerne skal lave standarder, så de ældre kan være sikre på at få ydelser på specifikke områder. Dermed er det ikke nødvendigt at lave lovparagraffer på området, mener Holger K. Nielsen:

- Det vil være meget ufleksibelt at skrive ind i serviceloven, hvor mange bade ældre skal have om ugen. Det skal administreres ude i kommunerne, fordi vi har kommunalt selvstyre.

- Det er ikke meningen, at de ældre skal ringe til Bjarne Corydon, hver gang de ikke får bad, siger han.

Regeringen har tilbudt Enhedslisten at afsætte én milliard kroner til permanent finansiering af ældreområdet. Det vil betyde, at de ældre kan få bad to gange om ugen.

- Den model vi har foreslået er fuldstændig lige så effektiv, som det Enhedslisten foreslår. Derfor vil det være tosset, hvis vi ikke kan blive enige, siger Holger K. Nielsen.

/ritzau/