Holger K.: Atomaftale kan hjælpe til fred i Mellemøsten

Skrevet af admin

14/07/2015

Dagens topnyheder

Det er særdeles positivt, at de årelange atomforhandlinger er endt med en aftale mellem Iran og de seks stormagter - USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland - samt EU.

Det siger SF's udenrigsordfører, Holger K. Nielsen, som har været udenrigsminister, om aftalen, hvor Iran giver afkald på at udvikle atomvåben for til gengæld at undgå handelssanktioner.

- Det er en fantastisk positiv aftale. Det betyder forhåbentlig, at man kan få Iran med som en seriøs partner i forhandlingerne om Mellemøstens fremtid. Iran er jo en magtfuld aktør i området. Det er helt afgørende, at man har Iran med, siger Holger K. Nielsen.

- At Iran afskriver sig atomvåben betyder, at Israel ikke længere har et argument hverken for at starte en krig mod Iran eller fortsætte sin undertrykkelsespolitik i Israel.

Han afviser, at aftalen er "en fejl af historiske proportioner", som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mener.

- Det er Netanyahus legitimering af den politik, som han selv fører i Israel. Frygten for Iran er legitimation for den israelske militærmaskine. Derfor er aftalen også et slag i ansigtet på Netanyahu og hans politik, siger Holger K. Nielsen.

Aftalen betyder ifølge Holger K. Nielsen forhåbentlig, at Mellemøsten præges af politiske forhandlinger og ikke af våbenmagt. Iran kan måske moderere sine allierede Hamas og Hizbollah i Gaza og Libanon samt præsident Bashar al-Assad i Syrien, mener han.

- Jeg håber, at det bliver resultatet - både i forhold til Hamas og Hizbollah - som Iran har magten over. Men også overfor Assad. Iran bestemmer i virkeligheden også over Syriens fremtid, siger Holger K. Nielsen, som håber på et kompromis uden Assad i Syrien.

Det er usikkert, om Saudi-Arabien vil reagere, fordi Iran får mere magt, erkender han.

/ritzau/