Holger K.: Dansk forsvar skal tilbage på FN-sporet

Skrevet af admin

15/01/2014

Dagens topnyheder

Efter Afghanistan skal det danske forsvar tilbage på FN-sporet og medvirke i "klassiske" fredsoperationer rundt omkring i verden.

Det siger udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) i et interview med Information.

- FN skal have en mere fremtrædende rolle i dansk udenrigspolitik. Danmark skal tilbage til en tradition, vi havde år tilbage, hvor det var typisk, at vi var med i mange FN-operationer, fastslår den nye udenrigsminister over for avisen.

Hermed lægger han op til en justering af Danmarks sikkerhedspolitiske strategi.

Ifølge Information indtog de tidligere borgerlige regeringer en skeptisk holdning til FN's fredsbevarende operationer og prioriterede i stedet at forsvare vestlige geostrategiske interesser.

I 2011 trak regeringen Lars Løkke Rasmussen (V) for eksempel de danske styrker ud af FN's mission i Libanon. Det var en beslutning, som Holger K. Nielsen var dybt uenig i.

I stedet forestiller han sig en multilateral udenrigspolitik, der fokuserer på, hvor Danmark kan gøre nytte i verden.

- På et tidspunkt var hele den danske udenrigspolitik fokuseret på, om vi gjorde det godt i Afghanistan. Det var det, man målte os på. Det, synes jeg, var en fejl, fordi man kan gøre gode ting mange andre steder i verden, siger udenrigsministeren til Information.

Inden for regeringen og forsvaret har der i de seneste måneder udspundet sig en diskussion om, hvad det danske forsvars mange forskelligartede kapaciteter skal bruges til, nu da det kontroversielle engagement i Afghanistan lakker mod enden.

- Vi skal ikke længere på forhånd sige, vi kun laver skarpe operationer (som i Irak og Afghanistan, red.). Hvis der ikke er brug for det, skal vi ikke være der. Så skal vi gøre nytte andre steder, mener Holger K. Nielsen.

/ritzau/